Robuste kalve – Godt begyndt er halvt fuldendt
Robuste kalve er et vigtigt fundament for at opnå gode produktionsresultater hos både slagtekalve- og mælkeproducenter. Der er behov for at give kalveområdet et koordineret fagligt løft, som sigter mod at skabe kalve, der kan performe under de produktionsbetingelser, der findes i besætningerne. Formålet med projektet er, at fremme opdræt af robuste kalve ved at frembringe viden om og værktøjer til optimal sundhedsmanagement af kalve, så kalvedødelighed og antibiotikaforbrug kan sænkes. Dette gøres ved:
• Systematisk indsamling af viden og data i ”kalveklynger” af malkekvægs- og slagtekalvebesætninger.
• Udvikling af diagnostiske redskaber til overvågning af kalvens sundhedsstatus.
• Afprøvning af alternativer til antibiotikabehandling samt af antibiotika-fri kalveproduktion.
• Udvikling og implementering af effektive styringsværktøjer for kalvenes robusthed for eksempel i DMS.
Projektets resultater bidrager til en effektiv kalveopdræt og bedre økonomi hos mælkeproducenten, hvor fokus på optimal pasning af kalve fører til robuste, sunde og højtydende malkekøer samt sunde slagtekalve med høj tilvækst og på sigt et reduceret antibiotikaforbrug.